Ishøj Kommunes byvåben er fra 1952, og det bærer også præg af fordums dages aktiviteter. De tre buer repræsenterer de tre Eshøje. Hammeren forestiller tordenguden Tors hammer, idet der på stedet, hvor Torslunde Kirke ligger, fandtes en offerlund for den frygtede Tor. Korset under hammeren skal forestille et anker. Det findes på den romanske sten, der ligger ved Torslunde Kirke. Det sidste symbol er jagthornet, fordi danske konger havde vildtbaner (jagtdistrikter) i området omkring Tranegilde. I Dyreparken står bl. a. en gammel vildtbanesten fra Christian VII’s regeringsperiode med årstallet 1775.
|
Jægerne, egnens første indbyggere fra ca. år 11.000 f.v.t. Egnens første beboere havde ikke som bonden blik for jordens ydeevne, men som jægeren for dyrene og deres færden. Kunne vi rejse tilbage i tid og komme hertil omkring ar 11.000 f.v.t., ville vi slå følge med rensdyrjægerne, der kom sydfra. Vi ville se, hvordan de efterhånden udvidede deres territorium, når nye områder var isfrie. Fremme ved denne egn var isen væk, selvom ismasserne stadig var stadig tæt på. Isen lå nemlig ved en ny opholdslinie ved Køge Bugt. Og her var koldt. Temperaturen bar således præg af israndslinien og den netop smeltede is. Selv om sommertemperaturen havde sneget sig op over 10 C, nåede den kun op pa 12-13 C. Ikke kun temperaturen, men også landskabet bar præg af den netop smeltede is. Det var således en plan og næsten nøgen flade, der mødte en. Den opmærksomme ville bemærke, at en plantevækst så småt var ved at pible frem. Det var dog kun de mest hårdføre planter som mos, lav, lyng og dværgbirk, der sås på den ellers nøgne og vade moræneflade. Ind imellem den sparsomme beplantning skimtedes de mest nøjsomme dyr som sneharer og rensdyr. Det var dette bytte, vore rensdyrjægere især havde blik for. Troligt fulgte de rensdyrenes vandring. Ikke direkte, da en rensdyrflok pa træk bevægede sig 25-30 kilometer pr. dag. I stedet krydsede de renernes sæsonbestemte vandringsveje. Lidt overraskende kunne vi konstatere, at rensdyrene om vinteren drog mod nord og ikke mod syd, idet der mod nord var et tyndere snelag, og dermed lettere adgang til mad for dyrene. For at krydse renernes trækruter havde rensdyrjægerne placeret deres bopladser og fangststeder i forbindelse med for eksempel en smeltevandsdal, som renerne enten ville følge eller måtte passere. Store Vejleå var en sådan dal. At renerne var her, viser en rensdyrtak, som en af renerne efterlod sig her. Nogle rensdyrjægere slog sig derfor ned ved Store Vejleå syd for Tranegilde i dalens sydlige del. Siden efterlod de flittige rensdyrjægere en del flinteredskaber her. Lille Vejleå blev ligeledes benyttet, og her havde en af renerne også afkastet en rensdyrtak. Når jægerne nøje udforskede og krydsede rensdyrenes vandring, var det fordi rensdyrene udgjorde næsten hele deres levegrundlag. Selv om kødet blev suppleret med indsamlede bær, var rensdyrkødet jægernes primære fødegrundlag. Da rensdyrjægerne kun opholdt sig her i kortere tid, var de, som de nomader, de var, ’ustabile’ indbyggere. |
|
|
Stenalderbonden fra ca. år 4.200 - 1.800 f.v.t.
Fremme omkring ar 3.200 f.v.t. var det som tidligere via de tre åer, vi ville nå hertil. Selv om vandvejen var den samme, ville det være et helt nyt syn, der mødte os. Landskabet havde nemlig ærndret sig. En fortsat temperaturstigning og landhævning havde efterhånden faet Store Vejleå til at ændre karakter. Omkring år 4.000 f.v.t. havde en sandprop lukket Store Vejleå, så den fra at være en fjord var blevet omdannet til en stor ferskvandssø. Ved fjordens tidligere udmunding nær Tranegilde, var bunden pa dette tidspunkt dækket af et tykt dyndlag af havets aflejringer. Ikke kun ved Store Vejleås fjordmunding, men langs hele Køge Bugts kyst, var området ved at sande til. Og her var stadig varmt. Sommertemperaturen la omkring de 18°C, altså et par grader over temperaturen i dag. Det ændrede landskab, kombineret med en befolkningstilvækst, var nogle af årsagerne til, at der nu var en alvorlig mangel pa ressourcer. En knaphed, der havde fået jægerne til at rette blikket mod skoven og sætte fokus på den som mulig fødekilde. Mens jæger-samlerne ved Store Vejleås bredder fortsatte med hovedsageligt at leve af fisk; var jæger-samlerne langs både Lille Vejleås og Baldersbæks bredder, begyndt at satse på dyrehold med får, tamokser og svin. Dyrehold krævede foder, og for at skaffe foder og føde var enkelte begyndt at gøre indhug i den mørke urskov og dyrke små jordstykker eller havebrug pa områder nær deres huse. Et ikke helt let arbejde, da træerne ikke blot skulle fældes, men den ryddede jordflade skulle også afbrændes (svedjebrug), for den kunne bearbejdes med gravestok og hakke og tilsås med hvede eller byg. At høste var lettere. Det skete med segl af flintesten. Fældning af den mørke urskov og opdyrkning af jord krævede ikke kun hårdt arbejde, men også planlægning. Det var derfor nok mere af nød end af lyst, at de første jæger-samlere blev bønder. Selve overgangen skete da også i de fleste tilfælde umærkelig, hvor vægtningen fra fiskeri og jagt langsomt gled over til dyrehold. Skønt fiskeriet kom til at spille en mindre rolle, betød vandet stadig en del. Kreaturerne skulle jo for eksempel have vand. Vand var også velegnet til at afgrænse territorier med. En boplads ved Brensbæk fra ca. år 3.200 f.v.t. (nord for Torslunde og nord for Parallelvej) var således naturligt afgrænset af små vandløb. Nær vandløbet sås fire hytter, 8 meter lange og 4 meter brede, placeret ved siden af hinanden med 3-4 meters mellemrum. I nærheden af hytterne var en lille plads ryddet til kornavl. De indsamlede bær og planter blev opbevaret i lerkar med en tragtformet hals. Nogle af karrene var flot ornamenterede med elegante indstemplede snoremønstre. I husene var der kværnsten, som kvinderne brugte, når de malede korn. Udenfor sås en brønd. Det var også udenfor, at husdyrene holdt til, og det mest almindelige husdyrhold omfattede får, geder, tamokser og tamsvin. Nord for Lille Vejleå havde andre bønder slået sig ned. Således sås på et tidspunkt en boplads der, hvor Vibeholms Vænge ligger i dag. På et andet tidspunkt sås en anden boplads der, hvor Kanehøjgård ligger i dag. Også lidt længere nordpå mellem Lille Vejleå og Baldersbæk var der i perioder nogle bopladser. |
En flinteøkse fra Tranegilde
Krukke fra bondestenalderen |
|
Jernalder- og Vikingetidsbonden fra ca. år 500 f.v.t. - 1.000 e.v.t.
Fremme i jernalderen ville vi straks registrere, at temperaturen var faldet, og at klimaet var blevet fugtigt. Selv om der mange steder var tale om en kontinuerlig bebyggelse tilbage fra bronzealderen, blev ny jord stadig lagt under plov. Foruden skovrydning fremviste jernalderen mange nye tiltag. Selv om de fleste gårde fortsat flyttede rundt indenfor gårdens ressourceområde, og således var vandrende garde, var der nu også områder, hvor flere gårde flyttede rundt sammen. De første landsbyer var ved at tage form. År 400 f.v.t. sås således en landsbyagtig bebyggelse nord for Baldersbæk og længere mod øst, hvor Halland Boulevard ligger i dag, lå på et lidt senere tidspunkt en anden tilsvarende landsbyagtig bebyggelse. Som gårdene førhen, var de første landsbyer adskilt fra de tilstødende områder af åløb, søer eller moser. Gårdene i den tidlige, jernalder var, som i bronzealderen, forholdsvis små og bestod af et eller to mindre huse. Ved Thorshøjgård kunne vi for eksempel år 200 e.v.t. se to langhuse på henholdsvis 18 og 12 meter. Husene til beboelse var ofte aflange og lå som bronzealderhusene øst-vest-vendte. Husene var tredelte. Da det var blevet koldere, var man, som noget nyt, begyndt at opstalde kvæget. En ildelugtende rende viste den besøgende, i hvilken ende dyrene opholdt sig. Kvæget befandt sig som regel i den østlige del, mens beboelsen lå i den vestlige. Taget blev båret af store stolper, og de fleste huse havde, som i bronzealderen, flettede, lerklinede vægge. Trods enkelte forskelle i væggenes form (buede eller lige vægge) og i tagkonstruktionen, lignede husene stort set hinanden. Rejste vi frem i tid, ville vi bemærke, at husene op igennem jernalderen generelt blev lidt større. Var der flere huse, var de ikke alle sammen beregnet til beboelse. Flere steder sås for eksempel store indhegnede gårde, bestående af et langhus på 30 meter og flere mindre huse. Ved Torstorp Vesterby, nord for Baldersbæk, lå foruden et langhus et mindre hus, der blev brugt til stald med en selvstændig lille indhegning indenfor den fælles indhegning. Dertil rummede gården en lille bygning, der blev brugt til forrådskammer. For at undgå mus og rotter, var denne bygning forsynet med et gulv, der var hævet over jordens overflade. |
Rekonstruktion
af et jernalderhus fra Tranegilde. For enden af huset er én
ved at tætne væggene. Væggene bestod af flettede grene, der
blev tætnet med ler. Langs huset er to ved at glatte væggen
med fint slemmet ler i den ene ende. I den anden ende er tre
ved at tække huset.
|
|
Tranegilde i 1680'erne.
Tranegilde var med sine 8 gårde og få jordløse huse en mindre landsby. Landsbymarken var med sine 551,4 tønder land da også kun en tredjedel så stor som for eksempel Ishøjs marker. Tranegilde var, som Ishøj, en rigtig fortelandsby, men modsat Ishøj var der ingen å, der gennemskar forten og delte landsbyen. Men en å var her, og det tæt ved landsbyen. For Tranegilde havde jo også, som alle andre landsbyer, behov for vand. Mod øst var landsbyen afgrænset af engene ud mod Store Vejleå. I en kreds rundt om forten sås landsbyens 8 gårde, der alle lå højt. 5 gårde lå tæt sammen nord for Tranegilde Bygade. De resterende 3 lå spredt syd for Tranegilde Bygade. På selve forten sås de jordløse huse og bystævnet, hvor de 8 fæstebønder samledes, når landsbymarkens drift skulle diskuteres. Tranegildes marker blev, ligesom Torslundes og Ishøjs marker, drevet som tovangsbrug. Marken var her opdelt i en Strandvang med 31 åse og en Nørrevang med 4 åse, 6 enge og 1 mose. De mange åse, de to vange var inddelt i, havde ligesom i de andre landsbyer navn. Åsene var også her inddelt i agre, som de 8 fæstebønder hver for sig dyrkede. Hver fæstebonde havde knap 70 tønder land. Modsat Ishøj og Torslunde havde Tranegilde indgået vangelag med alle de omkringliggende landsbyer. Således havde de indgået vangelag med både Ishøj, Taastrup Valby og Vallensbæk, og det skønt Store Vejleå skilte Tranegilde fra Vallensbæk. Da markerne nordøst for landsbyen var sumpede og våde, var de mindre egnede til dyrkning af korn. Derimod var de ideelle til jagt. Kongen og hans mænd havde da også haft øje for det. Således havde Christian IV allerede i 1624 erhvervet 4 gårde i Tranegilde, som han havde udlagt til jagtområde, eller til vildtbane som det hed. En jagt krævede ikke kun marker befolket med dyr, men også at jægerne havde mulighed for at se dyrene. For at få dyrene frem benyttede jægerne sig af folk, der fungerede som klappere. De 4 gårde, der bestred dette hverv, blev aflønnet i naturalier; 1,8m3 brænde fra Hareskoven. I 1775 rejste Christian VII en vildtbanepæl i Tranegilde. Vildtbanepælen står i dag i Ishøj Dyrepark. |
Christian VII's vildtbanepæl |
|
Navnet Ishøj kendes fra 1279 Ishogh 'højen(e) med (meget) is' |
|
|
Ishøj Kommunes byvåben
|
|
|
Nogle årstal
1842 Torslunde-Ishøj Sognekommune oprettes 1940 Første Rundskuehus ’opstår’ i Torslunde 1947 Fingerplanen ’fødes’ (men uden Ishøj og Tranegilde) 1948 Pile Mølle lukker 1958 Ishøj Mejeri lukker 1961 Anlægslov om Køge Bugt banen vedtages 1966 I Ishøj Centrum opføres 120 lejligheder 1970 Ishøjplanen (Vejleåparken) opføres 1970 Ishøj Sogneråd bliver til Ishøj Kommunalbestyrelse 1973 Ishøj Bycenter åbner med Lille Torv og A-Z supermarked 1974 Køge Bugt Motorvejen åbnes 1975 Ishøj Dyrepark åbnes 1975 Kommunen skifter navn fra Torslunde-Ishøj til Ishøj 1976 S-Toget kører til Ishøj og Hundige 1977 Komm.bestyrelsen vedtager at der skal laves fællesantenneanlæg 1977 Ishøj Bycenter 2. etape med Store Torv, bibliotek og svømmehal 1978 Byhaven ved Ishøj Bycenter åbnes 1979 I Ishøj Kommune fødes borger nr. 20.000 1980 Ishøj Handelsskole indvies 1980 Køge Bugt Strandpark åbnes 1981 Første indvandrer (Ahmet Boyran) i Ishøj Byråd 1982 Ishøj Amtsgymnasium indvies 1984 Ishøj får naturgas 1985 Ishøj Bycenter 3. etape med biograf og hotel mm. indvies 1991 Den kinesiske portal renoveret og opsat ved Ishøj Dyrepark 1991 Pile Mølle Produktionsskole indvies 1993 Ur med klokkespil på Store Torv indvies 1996 Kunstmuseet Arken indviet 1997 Vejleå kirke åbnes 1998 Ishøj kåres til Årets by 2007 Fundet af graven med Fyrsten fra Torslunde ...
|
|
